Og vi. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv. Har vi øjne? Et genert, et intimt rum. Derude i tomme haller. I den første nat kunne jeg ikke finde ro, kroppen der manglede ved min side, stilheden.

Intet bag alting. Når jeg skrev dit navn på min iPhone faldt mine tanker ud i deres egen vilde fest.

Dine.

Jeg tegnede din hud på alting. Vi tænkte på sammensmeltninger, forvitringer, fordampninger. Har vi øjne? Du tabte en kærlighedserklæring på vej til et nyt liv. Vidste du? For hvert lag af betydning i stenene. Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken. Jeg tænker smukke øjne. En uro i kroppen. Jeg prøver at tegne dine sætninger. Og ord.

Brev. Jeg skriver fra din spidse næse mod en verden, der funkler og glimter.

Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Det dybeste af alt er huden. Det handler om dybden, jeg graver mig ned i dybden af alt. Vi tænkte på uddøde arter som svaneøgler, havvaraner, hvaløgler.

Jeg var faldet: en plettet søvn, en dyb melankoli igennem landskabets sorg.

I morgenen sidder jeg langsomt og læser om byer, om byen, byernes udvikling, forvandling og savn. Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven. Vi har øjne. Jeg læste en linje af sol: Jeg går på sol, jeg kender ikke til andet end sol. Vi tænkte på sammensmeltninger, forvitringer, fordampninger. Jeg ryster en tilfældig bog. Har vi de samme øjne? I natten, en fjern stemme, søvn. Når jeg lod fingrene løbe udover skyggerne, skreg et sår dybt fra knoglernes hvide. Udsigten var håbløs. Ikke floderne i ørerne. Provinsen og gågadens sange. Lyset fulgte skyggerne og spejlede

Hvad skal vi med den voldsomme? I billederne fulgte jeg andres lysende fremtid. Jeg var faldet: en plettet søvn, en dyb melankoli igennem landskabets sorg. Det var dele af din virkelighed, der gled ind mellem mine læber. Var det skovene?

Jeg skriver i natten, i den fugtige alvor. Det er hvert eneste træ i mit hjerte, som hurtigt men sikkert er stivnet blandt vanddråber og stille klynger af græs. Havde du fundet en grøn sten? Jeg læste dine linjer. Mørket fulgte mig blødt, og jeg trak på det sprog, som tøvede ved det yderste landskab. Jeg havde glemt den.

Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Jeg går bare og venter på den fucking sol. Og vi. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv.

Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde.

Når du siger mit navn, svarer min krop.

Omkring de tøven

Lyset samler sig indenfor og jeg kan mærke mit hjerte mod din hud. Afsindighed. Udsalgsvarer. På en mur. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Jeg vågner og ser dig, dine øjne. Et udadvendt rum, et favnende rum. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker. Jeg skrev intet ned i den periode.

Glasdråbehænder. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme.

Er du på den anden side? Hver dag gled med mig videre.

Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket. Hvad tæller du?

Det var dele af din virkelighed, der gled ind mellem mine læber. Jeg tegnede din hud på alting.

Dette langsomme blik imod stenene. Er det? Stjernekontinent.

Jeg sejlede mellem dine læber. Har vi øjne? Tagene holdt en rynket hånd ud under himlen, som blev ved med at danse i huden, i øjnene, i sætningens søvn. Rundt omkring stod bjerge af andres ord. Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket. I hver dag gled dine hænder forsigtigt igennem mit hår.

Jeg sejlede omkring på alt. Meningsfulde dage med noter, betragtninger.

Søge ly i den flod. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne. I billederne fulgte jeg andres lysende fremtid. Og dén himmel; det var en sindssyg dag. Århus Midtby, var jeg virkelig derinde alene. Hvad vil disse knuste sætninger? Jeg skriver i natten, i den fugtige alvor. Pludselig en dag faldt der giraffer ud af dine øjne. Men mit sprog er et landskab. Du beskrev bilerne, deres driven, deres larm. På en.

Alting kan formerer sig, kan spire, kan forandre

Var disse linjer virkeligt virkelige? Det er vinden gennem sivene.

Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv.

I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv. Regnen, vinden imellem dine læber. Glashænder. Altid er det dette langsomme blik. Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden.

Derinde bag bjergene. Søge ly i den flod. Sandet. Jeg skriver dagen igang, stille.

Kan jeg være? Hvad?

Jeg kunne ikke formulere de sætninger. I lyset lå jeg og slukkede mine tanker, så de ikke kunne se igennem larmen. Ring til mig. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. At forvandle dette rum. Når jeg faldt i søvn, lå der altid en fælde tilbage fra dagen. Du havde tabt en linje i min drøm. Jeg, den skrøbelige sandhed.

Blæste det virkeligt? Det er hvert eneste træ i mit hjerte, som hurtigt men sikkert er stivnet blandt vanddråber og stille klynger af græs. På et stort stykke hvidt. Oplæsning for intetheden. Jeg var i morges. Lige strejfe med læberne ned gennem siderne. Uforståelige sætninger at klæde sig i. Der var noget som åbnede sig. Bagefter sad jeg i timer og læste. I horisonten lå en sort sky og skreg på de mindste detaljer. På altanen, denne strøm af nye ord, nye sætninger: Du funkler et sted i mine sider. Jeg har skrevet et kort. Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille. Jeg har skrevet et kort t

Kan skriften være genert? Ude i den mørke nat fandt jeg en håndfuld fugtige, fugtige grene. Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge. Var det alligevel naturens sirlige system jeg elskede? Det generte i skriften. Søge ly. Jeg skriver i natten, i den fugtige alvor. De yderste kyster, en grøn sten. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Jeg, den skrøbelige sandhed. I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil. Jeg tænker smukke øjne. I lyset lå jeg og slukkede mine tanker, så de ikke kunne se igennem larmen. Jeg spiste det tørre knækbrød og sesamfrøene. Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge. Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig. På et stort stykke hvidt. Nordlysets sitren i din stemme. Bøgerne var de eneste. Sætningerne er filtrede tråd