Trak jeg dig med til de yderste bjerge? Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser. Jeg er på den anden side af havet. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.

Ved den kyst, havets langsommelighed.

Kan jeg skrive sådan? Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. Kalken. Er du på den anden side af havet? Der hang figner henover udsigten. De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe.

Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Over murbrokkerne. Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse. Et brev. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Af alt det lysende, reflekterende, matte.

Sammen lå vi og kortlagde tingenes orden. Det var ikke markerne jeg kom fra.

Jeg kunne mærke den skrøbelige sandhed. Uforståelige sætninger at klæde sig i. Hvorfor trak du mig med til de yderste bjerge? Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden.

Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber. Har vi de samme øjne? Jeg havde endnu ikke mødt dig.

Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop. Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden.

Der var intet som skulle glemmes. Ikke søge ly i den flod. I et andet efterår ville jeg være flov ved sampling. Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken. Jeg forsvinder ikke.

Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene.

Jeg var i din krop, og du? Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg. Og vi vågnede.

Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag. Vores land. Der var noget som åbnede sig. Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser.

Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik. Sandet. Jeg kyssede en sommers morgenrøde. På en rude. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger.

Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber.

Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten.

Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Afsavn. Udsagn. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Senere i mørket fandt jeg diamanter i dine øjne. Du siger noget om solen.Du siger noget om solen. Du siger noget om solen. Du siger noget om solen. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Og dén himmel; det var en sindssyg dag.