Der var intet som skulle glemmes.

Jeg havde glemt den. Sad jeg alene? En nat faldt giraffer ud af drømme. Søge ly.

I læberne i huden. Jeg, jeg. Lå vi i bjergkæder henover krøllede lagner? Jeg fortæller jeg fór vild i den ørken. Jeg kunne glemme det, der glemmes.

Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille. Som at skrive i nye aviser. Blå. Sådan noget.

Skyggen fulgte lysene og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i lyset. Lyset kaldte vi bare for lyset mens vi lod dets hvælving trække sig henover natten som en brusende sky fyldt med den sarte letsindighed.

Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Du trak mig med til de yderste bjerge. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste.

Jeg lå og lyttede til dit hjerte. Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket.

Jeg kunne mærke den skrøbelige sandhed. Der lå figner på jorden. Jeg var nøgen. Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser.

I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Og op gennem huden til knoglerne, fugtigt-fugtigt, og ud gennem knoglene til lyset falder sammen med marven.

Hvis jeg ville have dit blik. Du må ikke forsvinde. Vi er fresh af forelskelse, knus solen og månen mod vores læber: until dawn! Yir! Vi er en samtale, der rejser bag øjnene.

Udsigten var en fuck-up-store. Jeg stod og lyttede til skyerne på himlen, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?)

På havet. Bag stemplerne.

Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig. Hvilken nat fulgte efter natten? Ikke søge ly i den flod.

Den sindssyge himmel. Jeg var et dyb i, i dén der lå i den. Jeg gik i den vildeste drone mens himlens funk trak i tøjet til natten tog over.

Hvorfor trak du mig med til de yderste bjerge? Nu er der en uro i kroppen.

Hvorfor trak du mig med til de yderste bjerge? Vi stod derinde og fortalte og lyttede. Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm. Giver det mening? Jeg ved ikke, hvor vi forsvandt hen.

Bag træerne. Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker.

Du må ikke forsvinde. Derinde bag skoven. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog.

Hver morgen vågner jeg op og tænker: wow! nogle smukke øjne. Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud.

I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket. Den bekymrede tredje er helt ude af sig selv.

Noter. Beskrivelser. Over murbrokkerne.