Hvis jeg ville have dit blik. Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt.

Stille? Var det markerne? Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden.

I et andet efterår ville jeg være flov ved sampling. Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes. På det tidspunkt var du stadig en del af bjergenes langsomme væsner af sort imod nattens fortvivlede skrøbelige stilhed. Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene.

Sletten forvandler sig til mørke og sten. De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde.De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde. De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde. De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde.

Rifterne, rifterne.

Som at læse glemte aviser. Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Vi er det sarte, der taler fjernt med det stille. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn.

Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan. Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille. Den sindssyge himmel. Som at sidde på en tunge og bare se derudaf.

Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten. Og vi tænkte på de mindste detaljer, på atomerne, molekylerne, på stoffernes reaktion med hinanden. Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene

Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg. Jeg har ikke plads til de fine hår i min hud længere.

Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne. Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig.

Trak jeg dig med til de yderste bjerge? Vi har hverken gardiner eller travlt. Jeg kunne mærke dit hjerte slå mod min pik.

Om overfladen. Jeg er på den anden side af havet.

Du siger noget om solen. Det handler om overfladen.

Ikke søge ly. Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller. Et. En uro i kroppen. Og vi. Du rækker dine øjne mod de kommende kyster.

Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene.

Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger.