Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer.

Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid. I hver dag gled rester af betydning med mig videre.

Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven. Af alt det lysende, reflekterende, matte.

Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig. Hvad skulle glemmes?

Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene

Den bekymrede tredje er helt ude af sig selv. Er du på den anden side af havet?

Jeg fandt en linje et sted under min reol. Hvorfor trak du mig med til de yderste bjerge? Hvem var det, der skrev: Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren.

Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber. Er du på den anden side af havet? Det var ikke skovene jeg kom fra. Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden. Sætningerne er et hav.

Du må ikke forsvinde.

Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden. Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene.

Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter. Jeg har plads i min hud. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.

Ordene, små toppe af skum. Om andre byer, andre verdener. Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste.

Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne

Når jeg lod fingrene løbe udover skyggerne, skreg et sår dybt fra knoglernes hvide. Søg ikke ly i disse digitale litterære sansninger, men flyd med! Hvirvlende, stirrende, syngende. I hver dag gled dine hænder forsigtigt igennem mit hår. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant

Under den blå, blå himmel. Som en anden dag, hvor det ikke var muligt. Sætningerne er filtrede tråde. Jeg læste dine linjer Der er en som har taget sin trøje rigtigt på.

Som at skrive i nye aviser. Hvilken nat fulgte efter natten? Derinde bag skoven.

Træerne. Farvede et sår i dit første ord.

Altid er det dette langsomme blik. Skyggen fulgte lysene og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i lyset. Der er en som har vendt sin trøje omvendt. Der var en stilstand i luften, en stilstand i de grå vægge.