I hver dag gled rester af betydning med mig videre. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor.

Dine diamanter lyser i min mund. Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser. Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger.

Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. Var det skovene du kom fra? Jeg tror, du havde glemt den der. At vi aldrig for alvor, bliver en del af verden. Afsavn.

Jeg ved ikke, hvor vi forsvandt hen.

Det dybeste af alt er huden? Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. millioner år gammelt glas i den lysende ørken.

Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg.Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg.

Sandstorm. Jeg skrev mig vild i de dage. Dagene. Ugerne. Vennerne.

Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Tågen i skovene i udsigten. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Jeg skriver dagen igang, stille.

Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. Vi interesserede os for de mindste detaljer, sneglehusenes form, stenene hentet frem af jordens inderste. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter.

Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene.

De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe. Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille).

På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.

Jeg elsker at vågne og se dig vågne.

Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen. De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe. Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber.

Jeg vågner og ser dig, dine øjne. Vi tænkte på gamle forsteninger, hudløse tanker om stilheden. Giver det mening? Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene. Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden;