Det var ikke skovene. Jeg har skrevet et kort. Jeg er på den anden side.
Vidste du det?
Et brev. Det handler om overfladen. Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene. Du, du. Hvad tæller du til? I bussen skrev jeg en sms til dig. I læberne og i huden. Det var ikke skovene jeg kom fra. Og vi vågnede. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne.
Landet smuldrer, smuldrer. Bagefter tronede ulæste bøger sig op. Jeg læste en linje af sol: Jeg går på sol, jeg kender ikke til andet end sol. Det var ikke markerne. Lyset samler sig indenfor og jeg kan mærke mit hjerte mod din hud. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Jeg skrev i mine tanker, fulgte skyernes bevægelse med vinden. Sætningerne er filtrede tråde.
Som at sidde i dine øjne og bare lytte til alting.
Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Sætninger.
På et stort stykke hvidt. Mørket kaldte vi bare for mørket. Søg ikke ly i disse digitale litterære sansninger, men flyd med! Regnen, vinden imellem dine læber.
Månens sind. Brændte det friske løv virkeligt? Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag. I bussen fulgte en samtale fraværet op. Whatever; nat efter nat. Senere i dine øjne. I horisonten lyste dine øjne mod smartphonens lys. Trak jeg de yderste bjerge? Så trak natten sig hurtigt ind på vores øjne.
Der var intet som skulle glemmes. Kan jeg skrive sådan? Der er en, der folder dine tanker ud til en mørk fremtid.
På et stort stykke hvidt papir. Hvilken dag fulgte efter dagen? Du må ikke forsvinde.
Var det markerne? Jeg sejlede mellem dine læber. Var det markerne? Var det markerne?
Var det markerne? Var det markerne? Var det markerne? Var det markerne? Var det markerne?
Jeg blæste på mine systemer, alting var henvendelser, alting var kærligt.
Du, du.
Alting ligger bag alting.
Når jeg skrev dit navn på min iPhone faldt mine tanker ud i deres egen vilde fest. Jeg ser dig, ser dig, ikke. Tagene holdt en rynket hånd ud under himlen, som blev ved med at danse i huden, i øjnene, i sætningens søvn. Stolen jeg sad på knirkede i solen. Var jeg?
Ordene, små toppe af skum. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Men mit sprog er et landskab. Linjerne under sætningen: Der var ild i træerne, der var ild i de forladte huse. Kan jeg skrive sådan? Rundt omkring stod bjerge af andres ord. Tingene tøver. Tagene holdt en rynket hånd ud under himlen, som blev ved med at danse i huden, i øjnene, i sætningens søvn. Ok, svarede du.
Kalken. De glitrende hemmeligheder inde i stenene. Så så jeg den tredje dag i det larmende i det nære. Jeg sad alene i solen. Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel. Grå. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Det her er ingen leg. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Pludselig en
En linje samlede udsigten op: en ægyptisk kvinde lukkede sin værdige hånd om en lysende fremtid. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Jeg har skrevet et kort til dig.
Stod imod, men skrev: intet. Intimiteten i skriften. Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Blæste det virkeligt? Sådan svarede du.
Bøgerne tegnede deres egen retning. Bøgerne tegnede deres egen retning.
Sad jeg? Øjne af regn fra det travle. Og vi. Jeg lå og lyttede til dit hjerte. Hvad tæller du til? Dine sætninger. Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser.
Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene.
Sådan svarede du.
Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge. Sad jeg?