Intet glemmes.

At forvandle dette rum. Vi stod derinde.

Mørket kaldte vi mørket. I natten, en fjern stemme, søvn. Jeg kunne glemme det, der glemmes. Jeg prøver at tegne dine mørke øjne i mine sætninger.

Der var en morgen, et stykke af himlen. Nætterne. Ugerne. Den bekymrede er ude af sig selv.

At lytte gav ikke længere mening. Sætningerne er filtrede tråde. Som i morges. Der var en stilstand i luften, en stilstand i de grå vægge. På altanen, denne strøm af nye ord, nye sætninger: Du funkler et sted i mine sider. Enkelte slukker bål og stiver i den hidsige røg, mens andre for altid forvandler sig og bliver som havet. Søge ly i den flod. Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene. Afsindighed. Udsalgsvarer.

Nu skriver jeg igen på det stille. Du skrev et sår i min fremtid. Glasdråbehænder. Ude i den mørke nat fandt jeg en håndfuld fugtige, fugtige grene.

Jeg elsker at se dig. Hvad? På broen over søerne sad jeg og så mågerne, duerne, svanerne danse i vinden.

Og vi faldt i søvn. Regnen, vinden imellem dine læber. Så var der en, der lyttede til skovene.

I morgenen sidder jeg langsomt og læser om byer, om byen, byernes udvikling, forvandling og savn. På altanen, denne strøm af nye ord, nye sætninger: Du funkler et sted i mine sider. Skitser. Udflåd. Når jeg skrev dit navn på min iPhone faldt mine tanker ud i deres egen vilde fest.

Vi har øjne. Mørket kaldte vi mørket. Jeg tegnede din hud på alting.

Vi tænkte på ord, der blev ved med at hænge øverst i kampagnerne. Min krop vipper. Dine langsomme løgne er et lys i min himmel. I et efterår ville jeg være flov. Er du havet? Du, dine øjne.

Et rum, et rum.

I natten poppede samtalerne op. Jeg stod og lyttede til skyerne på himlen, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?).

At samle sig i sproget, græsplænens måde at være græs på. Taster en sætning i mørket, i lyset. Jeg, jeg. Som i morges. Alene? Der er en som har taget sin trøje rigtigt på. Bøgerne varslede en kommende tid. På altanen, denne strøm af nye ord, nye sætninger: Du funkler et sted i mine sider.

Vores hud er spændt ud over endnu en mail, SV. SV. RE. Forward: Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, wowowow i en altings altforsvævende krydsning.

Sådan svarede du. Og dén himmel; det var en sindssyg nat. Træk sletterne helt ned til klipperne. Glashænder. Det er vinden gennem sivene. Glashænder.

Det handler om dine inderste tanker: alting buffer i mine sætninger. Glashænder. Glashænder. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste.

Glashænder.