Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket. Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan. Som at læse glemte aviser. Og vi vågnede. Det her er ingen leg.
Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt.
Noter. Beskrivelser. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog.
Det er bare. Grå.
Når jeg ikke ser dig ser jeg dig ikke. Da jeg vågnede, var jeg sikker: På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne.
Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Lyset i mine fjerne fingre: byen sluttede før den var begyndt. Under lillahimlens hvælv. Jeg hader at vågne og se dig vågne.
Jeg er gået i stå på tærsklen til natten.
Kullet.
Skyen skjulte noget for fuglene.
Noter. Beskrivelser. Den tredje er ude. Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. Udsigten var håbløs.
Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Dette langsomme blik imod stenene. Sandet. Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel. Hvem var det, der skrev:
Indimellem nogle ord. millioner år gammelt glas i den mørkeste ørken.
Du trak de yderste. Har vi øjne? I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag.
Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten. Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid. Nu er der en uro i kroppen.
Jeg vågner og ser dig, dine øjne. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog.
Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled.
Du trak mig med til de yderste bjerge.
Jeg har skrevet et kort til dig.
Jeg har skrevet et kort til dig. Jeg har skrevet et kort til dig. Jeg har skrevet et kort til dig. Jeg har skrevet et kort til dig. Jeg har skrevet et kort til dig.
Jeg har skrevet et kort til dig. Jeg har skrevet et kort til dig. Jeg har skrevet et kort til dig. Jeg har skrevet et kort til dig. Jeg har skrevet et kort til dig. Jeg har skrevet et kort til dig. Jeg har skrevet et kort til dig.
Jeg har skrevet et kort til dig.
Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber.
Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber.
Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber.
Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber.
Glasdråbehænder. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod.
Jeg fandt en linje et sted under min reol. I bussen skrev jeg en sms til dig. Hvor vil det ødelagte sprog hen? At tale var blevet uoverskueligt. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Jeg skriver dagen igang, stille. Solstorm. Bøgerne hvilede omkring kaffen.
Jeg ville gerne give dig mine.
Det handler om. Vi tænkte på nordlysets sitren i hemmeligheder inde i, inde i, inde i hinanden. Du. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Men mit sprog er ikke fjendtligt. Idealet, fnyser de slidte mure, er ikke nødvendigvis sammenhæng og pop. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter.