Et genert rum, et intimt rum. Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge.

Det var kun et sitrende lack, nice, motherfucker i solopgangens slingren: wow! Der var et script der skyggede for solen. Ikke var nice i provinsen.

Next step: vi lå på tærsklen af bevidstheden og svajede med svaneøgler og gøgl.

Vi er det sarte, der taler fjernt med det stille. Du kan være i dette landskab.

Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg. Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene. Du kan være i dette landskab. Du kan være i dette landskab.

Du kan være i dette landskab. Du kan være i dette landskab. Du kan være i dette landskab. Du kan være i dette landskab. Du kan være i dette landskab. Du kan være i dette landskab.

Du kan være i dette landskab. Du kan være i dette landskab. Du kan være i dette landskab.

Du kan være i dette landskab. Du kan være i dette landskab. Du kan være i dette landskab.

Du kan være i dette landskab. Du kan være i dette landskab.

Jeg ville gerne give dig alle mine diamanter. Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden. Når jeg vågner og ser dig åbne dine øjne. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Jeg kunne mærke dit hjerte slå mod min pik. De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn.

Gennem hullet i hegnet. Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder. Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig. Af alt det lysende, reflekterende, matte. De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud. Tågen i skovene i udsigten. Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter. Over murbrokkerne.

Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel?

Jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Det er vinden, der blæser toner gennem sivene. Er du på den anden side af havet? Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller. Et brev.

Nu er der en uro i kroppen. På et stort stykke hvidt papir.

Og vi tænkte på de mindste detaljer, på atomerne, molekylerne, på stoffernes reaktion med hinanden.

I horisonten lyste dine øjne mod smartphonens lys. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Vi er fresh af forelskelse, knus solen og månen mod vores læber: until dawn! Yir! Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber.

Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber.

Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene. Alting kan formerer sig, kan spire, kan forandre sig. Du foldede dig ind i mine ord. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne.

Bøgerne hvilede omkring kaffen. Jeg har skrevet et kort til dig.

Regnvejrsmeteor.

Solens sind. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig. Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille. Og vi faldt i søvn. Jeg elsker at vågne og se dig vågne.

De matte hemmeligheder inde i træet. Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer. Skærmene stråler bag nætter, bag drømme // Track-back: Feed!

Ikke søge ly. Da jeg lyttede blev jeg bange. I bussen skrev jeg en sms til dig. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. I bussen skrev jeg en sms til dig. I bussen skrev jeg en sms til dig. I bussen skrev jeg en sms til dig. I bussen skrev jeg en sms til dig. I bussen skrev jeg en sms til dig. I bussen skrev jeg en sms til dig. I bussen skrev jeg en sms til dig. I bussen skrev jeg en sms til dig. I bussen skrev jeg en sms til dig. I bussen skrev jeg en sms til dig. I bussen skrev jeg en sms til dig. I bussen skrev jeg en sms til dig. I bussen skrev jeg en sms til dig. I bussen skrev jeg en sms til dig.

Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge. Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket. Der hang figner henover udsigten.

Over murbrokkerne. Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene. Det gør ikke noget. Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne.