Samtale d. 22.09.14 15.15.42 til 15.17.16

Og vi tænkte på de mindste detaljer, på atomerne, molekylerne, på stoffernes reaktion med hinanden.

Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

Bøgerne tegnede deres egen retning. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. Sandet. Jeg kunne ikke formulere de sætninger.

Hav d. 22.09.14 15.13.21 til 15.15.38

Du siger noget om solen. Jeg faldt i søvn og lå og mærkede din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Der lå figner på jorden. millioner år gammelt glas i den mørkeste ørken. Dagene. Ugerne. Jeg kyssede en sommers morgenrøde. Jeg prøver at forstå dette tilfælde: Du siger noget om solen. I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Sidst jeg var lykkelig var lige i morges.

Samtale d. 20.09.14 12.04.06 til 12.07.02

Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod.

Muren omkring ordene. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber.

Under den blå, blå himmel. Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud. Under den blå, blå himmel. Under den blå, blå himmel. Under den blå, blå himmel. Under den blå, blå himmel. Under den blå, blå himmel. Under den blå, blå himmel. Under den blå, blå himmel.

Under den blå, blå himmel. Under den blå, blå himmel. Under den blå, blå himmel. Under den blå, blå himmel. Under den blå, blå himmel. Under den blå, blå himmel. Under den blå, blå himmel. Under den blå, blå himmel. Under den blå, blå himmel.

Under den blå, blå himmel. Under den blå, blå himmel. Under den blå, blå himmel. Under den blå, blå himmel. Under den blå, blå himmel. Under den blå

Samtale d. 19.09.14 14.08.46 til 14.10.07

Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller. Når vores kroppe er hinanden.

Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Jeg forsvinder. Dagene. Ugerne. Vennerne. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber.

I hver dag gled rester af betydning med mig videre. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen.

I hver dag gled rester af betydning med mig videre.

Landskab d. 19.09.14 14.07.12 til 14.08.43

Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. For hvert lag af betydning i stenene. Jeg prøver at forstå dette tilfælde: Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå.

Sådan noget.

Du trak mig med til de yderste bjerge. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.

Og vi vågnede. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå.

d. 18.09.14 16.07.19 til 16.08.29

Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber. Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber. Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber. Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber. Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber. Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber.

Samtale d. 17.09.14 13.35.15 til 13.40.06

Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Du siger noget om solen.

Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. At tale var blevet uoverskueligt.

Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme.

Jeg sejlede henover havet, henover himlen. Bag træerne. Sletten forvandler sig til mørke og sten. De glitrende hemmeligheder inde i stenene.

Hav d. 17.09.14 13.05.08 til 13.08.25

I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort. Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge.

Dette langsomme blik imod stenene.

Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde.

Hav d. 17.09.14 11.50.16 til 11.52.38

Du siger noget om solen. Stod imod, men skrev: intet. Vi har hverken gardiner eller travlt. Hvor vil det ødelagte sprog hen? Sletten forvandler sig til mørke og sten. Giver det mening? Afsavn. Udsagn. I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort. Jeg ved ikke, hvor vi forsvandt hen.

Oplæsning for intetheden. Next step: vi lå på tærsklen af bevidstheden og svajede med svaneøgler og gøgl.

Samtale d. 17.09.14 11.47.25 til 11.48.40

Ord. Trak jeg dig med til de yderste bjerge? Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Trak jeg dig med til de yderste bjerge?

Trak jeg dig med til de yderste bjerge? Trak jeg dig med til de yderste bjerge? Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?). Da jeg vågnede, var jeg sikker: