Landskab d 31.01.17 17:38:18 til 17:39:16

I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort. Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille. Som at læse glemte aviser. Jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Som nu i morges: En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker.

Landskab d 31.01.17 17:21:45 til 17:24:12

Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Jeg sejlede henover havet, henover himlen. Da jeg vågnede, var jeg sikker: Hvilken nat fulgte efter natten? Og dén himmel; det var en sindssyg dag.

Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren.

Samtale d 31.01.17 12:25:49 til 12:26:48

Ikke floderne i ørerne. Et genert rum, et intimt rum. Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag. Og vi vågnede. Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene. Jeg lå og lyttede til dit hjerte.

Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene.

Hav d 31.01.17 12:17:03 til 12:19:45

I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Jeg skrev mig vild i de dage.

Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Rundt omkring stod bjerge af andres ord. Solstorm. Noter. Beskrivelser. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod.

Landskab d 30.01.17 19:43:14 til 19:44:25

Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt.

Jeg sejlede henover havet, henover himlen. Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne. Sådan noget. Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene. Alting ligger bag alting. Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket.