Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen. Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber. I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud. Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld.

Der var et script der skyggede for solen. Du siger noget, det lyder lidt high-tech (domænecrash!). Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, wowowow i en altings altforsvævende krydsning.Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, wowowow i en altings altforsvævende krydsning.

Før var det roen, den fælles ro ved at vågne i nætter forrevne og stille. Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting.

Dine diamanter lyser i min mund. Som en anden dag, hvor det ikke var muligt.

Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv. Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv. Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder.

Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket. Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid. Solens sind. Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter.

Af alt det lysende, reflekterende, matte.

Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne.

Jeg sad alene i solen. Jeg skriver dagen igang, stille.

Som at læse glemte aviser. Som en anden dag, hvor det ikke var muligt. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor. Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille).

I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge. Har vi de samme øjne? Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene.

Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven. Dette langsomme blik imod stenene. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. millioner år gammelt glas i den lysende ørken.

Over murbrokkerne. Blå. Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille. Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen. Da jeg vågnede, var jeg sikker: Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.