Alting ligger bag alting.

Ved den tøvende kyst gik vi igennem bjerge af knivmuslinger og så ud mod havets langsommelighed. Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Kan jeg skrive sådan?

Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken. Dine sætninger.Dine sætninger. Dine sætninger. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Hvorfor trak du mig med til de yderste bjerge? Der er en som har vendt sin trøje omvendt. Jeg kyssede en sommers morgenrøde.

I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag. Sådan er det. Når jeg ikke ser dig ser jeg dig ikke. Som nu i morges:

At forvandle dette rum til et andet.

De glitrende hemmeligheder inde i stenene. Gennem hullet i hegnet.

Du kan være i dette landskab. Det gør ikke noget. At tale var blevet uoverskueligt. De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud.

På det tidspunkt var du stadig en del af bjergenes langsomme væsner af sort imod nattens fortvivlede skrøbelige stilhed.

Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne. Sammen lå vi og kortlagde tingenes orden. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor. Rifterne. Som at sidde på en tunge og bare se derudaf.

Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven. Af alt det lysende, reflekterende, matte.

Under den blå, blå himmel. Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan.

Var der virkelig ild et sted? Et genert rum, et intimt rum.

Tågen i skovene i udsigten. Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer. Når du siger mit navn, svarer min krop.Når du siger mit navn, svarer min krop. Når du siger mit navn, svarer min krop. Når du siger mit navn, svarer min krop.

Sådan svarede du.

I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Stod imod, men skrev: intet. Jeg har skrevet et kort til dig. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter.

Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

Blæste det virkeligt? Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores linje. millioner år gammelt glas i den lysende ørken. Stjernekontinent. Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet.

I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud.

Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Det handler om overfladen. Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer.