Det her er ingen leg. Og en anden nat:

Af alt det skyggende, matte, reflekterende. Giver det mening? Vi, hudløse. Hvilke krystaller lyste i dine ord? Ordene, syrlige rifter af blod. Jeg skrev på de tavse mure, ved de yderste kyster, ved de stille gader, de forsigtige veje.

Sandet. Enkelte slukker bål og stiver i den hidsige røg, mens andre for altid forvandler sig og bliver som havet. De bløde bakker udenfor byen.De bløde bakker udenfor byen. De bløde bakker udenfor byen. Det er vinden gennem sivene. Hver dag gled med mig videre.

Jeg kyssede en sommers morgenrøde. Gennem hullet i hegnet. Det gør noget. Jeg sejlede i det pulserende, i de flydende drømme af sol.

Og dén himmel; det var en sindssyg nat. Som en anden nat, hvor det ikke var muligt. Vi tænkte på sammensmeltninger, forvitringer, fordampninger.

Som nu i morges: Og dén himmel; det var en sindssyg dag. Et brev. Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet. Sådan svarede du. De vigtigste. Skyen skjulte noget for fuglene.

Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Og dén himmel; det var en sindssyg dag. Bøgerne tegnede deres egen retning. Ilden.

Giver det mening? Som at sidde på en tunge og bare se derudaf. Intimiteten i skriften På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant.

Du foldede dig ind i mine ord.Du foldede dig ind i mine ord. Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne

Sandstorm. Jeg tror, du havde glemt den der. Jeg har skrevet et kort til dig. Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser. Sådan er det. Nu skriver jeg igen på det stille.

Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat.

Jeg går bare og venter på den fucking sol. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt.Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket.

Kan jeg skrive sådan?

I hver dag gled rester af betydning med mig videre Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder. Om andre lande, andre folk. Jeg er i tvivl, hvordan skal jeg skrive dine kinder i vinden?

Jeg ved ikke, hvor vi forsvandt hen. De glitrende hemmeligheder inde i stenene. Jeg fandt en linje et sted under min reol.

Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Nordlysets sitren i din stemme. Uforståelige sætninger at klæde sig i.