Sammen lå vi og kortlagde tingenes orden. Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden. Derinde bag bjergene. Var jeg stille? Og en anden dag: Den bekymrede tredje er helt ude af sig selv. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. De vigtigste. Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten.

Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

Når du rør mig er vi hinanden. Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik. Tågen i skovene i udsigten. Du, du. Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Som at sidde på en tunge og bare se derudaf. Jeg lyttede til dit hjerte. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket.

Hvorfor trak du mig med til de yderste bjerge? Senere i mørket fandt jeg diamanter i dine øjne.

Under den blå, blå himmel. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Og dén himmel; det var en sindssyg nat.

Jeg har ikke plads til de fine hår i min hud længere. Du kan være i dette landskab. På en rude. Farverne. Det handler om overfladen. Mørket kaldte vi bare for mørket.

Jeg havde endnu ikke mødt dig. Vi stod derinde og fortalte og lyttede. Nu er der en uro i kroppen. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren.

Blå. Når du siger mit navn, svarer min krop. Som nu i morges: Det gør ikke noget. I et andet efterår ville jeg være flov ved sampling. Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag.

Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber. På en rude.

I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil. I.

Hvilken nat fulgte efter natten?

Kan jeg være?

Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor.

Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden. Ikke var muligt at komme derind.

Da jeg lyttede blev jeg bange. Og dén himmel; det var en sindssyg dag. Sandet i mine tanker. Solens sind. Af alt det lysende, reflekterende, matte. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten. I månelyset sitrer vi som noget, der ligner lidt træ, som ligner et mørke fra jordens yderste. Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene.

Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet. Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber. Det var ikke markerne jeg kom fra. Her er dagen allerede langt foran mig. Vi stod derinde og fortalte og lyttede.

Det gør ikke noget. Alting ligger bag alting. Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken. Der hang figner henover udsigten.

Du rækker dine øjne mod de kommende kyster. Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter. Vi har hverken gardiner eller travlt.

Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor. Sætningerne er et hav. Nogengange falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skulderen over solens sind.

Som nu i morges: Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre.

Dine diamanter lyser i min mund. Jeg fortæller jeg fór vild i den ørken. De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe. Bag træerne. Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Den sindssyge himmel.

Du siger noget om solen. Giver det mening? Kan jeg være i dette landskab? Her er dagen allerede langt foran mig. Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet. Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten. Der er en som har vendt sin trøje omvendt. Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser. Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm. På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant.