Sætninger talte igennem den syngende vind, kys mig, kære vind, kys mig igen. Da jeg faldt i søvn, blev jeg i tvivl: Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket. De første par nætter alene med altings standby: stød, stød stille.

Hvilke krystaller lyste i dine ord? Hvor vil det ødelagte sprog hen? Luften og jordens sange. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger.

Nu skriver jeg igen på en søjle af digte.

Lige strejfe med læberne ned gennem siderne. Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet. De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud. Jeg kunne mærke den skrøbelige sandhed. Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne.

Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille. Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne.

Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Nogengange falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skulderen over solens sind.

Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor. Der er en som har vendt sin trøje omvendt. Sletten forvandler sig til mørke og sten. På en rude. Som at læse glemte aviser.

Ikke var muligt at komme derind. Du må ikke forsvinde. Du siger noget om solen. Har vi de samme øjne? Kan jeg være i dette landskab?

Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse. Når jeg ikke ser dig ser jeg dig ikke.

Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder.Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder. Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder. Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder.

Uforståelige sætninger at klæde sig i. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg.

På et stort stykke hvidt papir. Intimiteten i skriften Det handler om overfladen. Jeg skriver fra din spidse næse mod en verden, der funkler og glimter.

Gennem hullet i hegnet. Træerne. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?). Nogengange falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skulderen over solens sind.

Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor.