Grå. Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel.

Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket. Træerne. På en rude. Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge.

På et stort stykke hvidt papir. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting. Sad jeg alene? Blå.

Du siger noget om solen. Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket. Var det skovene du kom fra?

Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Jeg går bare og venter på den fucking sol. Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille.

Nogengange falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skulderen over solens sind.

Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen.

Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne.

Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter. Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter. Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt.

Jeg sejlede henover havet, henover himlen. Du siger noget om solen. Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Ikke var muligt at komme derind. Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder.

Bag træerne. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen. Solens sind.

Nogengange falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skulderen over solens sind. Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?).

Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter.

Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter.

Blå. Hvor vil det ødelagte sprog hen? Jeg var i din krop, og du? Giver det mening?

Jeg skrev intet ned i den periode. Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene. Stjernekontinent. Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt.

Jeg skrev mig vild i de dage. Som at læse glemte aviser. Jeg sad alene i solen. Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt.

Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden;