På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. Kan jeg skrive sådan? Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Vi har gardiner. Ikke glemme floderne i ørerne. Nu driver mine drømme ud i et hårdere, en sværre tid.

Jeg skriver natten i gang, stille. millioner år gammelt glas i den mørkeste ørken.

Da vi en nat fulgtes ned gennem vores.

Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken.

Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. Sådan svarede du.

Ikke søge ly i den flod.

Uforståelige sætninger at klæde sig i. Hvad skal vi med den voldsomme?

Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop. Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge. Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge. Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge. Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge. Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores linje.

Når min krop. Et rum, et rum. Jeg ville dig.

Hvad med den himmel? Og vi tænkte på de mindste detaljer, på atomerne, molekylerne, på stoffernes reaktion med hinanden. Du rækker dine øjne mod de kommende kyster. Du må ikke forsvinde. Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm. Jeg ville gerne give dig alle mine diamanter.

Det var før du kunne forsvinde.

Vores land.

Sådan er det. Der er en som har vendt sin trøje omvendt. Jeg havde endnu ikke mødt dig. Rifterne. Om aftenen synes lyset at rykke tættere på min hud, og der er en lykke som flimrer foran mine øjne. Jeg hader at vågne og se dig vågne. Ikke søge ly i den flod. De matte hemmeligheder inde i træet.

Var jeg stille?

Jeg er gået i stå på tærsklen til natten.

Tilbage i fortiden strakte en tunge af træ sig fra det yderste af kysten og ud i havet. Havde du kysset en anden? Hvirvlende, stirrende, syngende. Ilden. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Luften og jordens sange.

Sætningen løb videre igennem kæben. Der var noget som åbnede sig. I bussen skrev jeg en sms til dig. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Ordene flår i det inderste.

Alting ligger bag alting. Vi har gardiner. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Alting ligger bag alting. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. I bussen fulgte en samtale fraværet op. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. At tale var blevet uoverskueligt.

Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. Jeg ved ikke, hvor vi forsvandt hen.

Under lillahimlens hvælv. Rundt på tingene. Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. Når en stråle af sol faldt på min hud, sagde du, det var et digt, der lå der som en stilhed, som et tegn. Jeg så små rystelser. Gaderne drak igennem øjne af klarhed, øjne af lys.

Lyset kaldte vi bare for lyset mens vi lod dets hvælving trække sig henover natten som en brusende sky fyldt med den sarte letsindighed.

Det ,der hænger.

Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet. Det var før du kunne forsvinde. Jeg var nøgen. Jeg læste en linje af sol: Jeg går på sol, jeg kender ikke til andet end sol.

Så var der en, der sejlede i solnedgangens ensomhed. Ilden.

Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

Uforståelige sætninger at klæde sig i. Glashænder. Jeg læste landskabet som en hånd, hver ru overflade var en rest af det meningsfulde liv. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker. Afsavn. Udsagn. Som om der var nogen, der kastede en myte ind i skriften. Stjernekontinent. Vi taler om andre betingelser for nærvær. Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene.