Under lillahimlens hvælv. Rundt på tingene. Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. Når en stråle af sol faldt på min hud, sagde du, det var et digt, der lå der som en stilhed, som et tegn. Jeg så små rystelser. Gaderne drak igennem øjne af klarhed, øjne af lys.

Lyset kaldte vi bare for lyset mens vi lod dets hvælving trække sig henover natten som en brusende sky fyldt med den sarte letsindighed.

Det ,der hænger.