Sætningerne er et hav. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. millioner år gammelt glas i den lysende ørken. Jeg går bare og venter på den fucking sol. Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser. Et brev.

På en rude. Det her er ingen leg.

Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel?

Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse. Rifterne. Trak jeg de yderste bjerge? Det var ikke markerne jeg kom fra. Der var intet som skulle glemmes. Vi stod derinde og fortalte og lyttede. Vi stod derinde og fortalte og lyttede. Vi stod derinde og fortalte og lyttede. Vi stod derinde og fortalte og lyttede. Vi stod derinde og fortalte og lyttede. Vi stod derinde og fortalte og lyttede. Vi stod derinde og fortalte og lyttede. Vi stod derinde og fortalte og lyttede. Vi stod derinde og fortalte og lyttede. Vi stod derinde og fortalte og lyttede. Vi stod derinde og fortalte og lyttede. Vi stod derinde og fortalte og lyttede. Vi stod derinde og fortalte og lyttede. Vi stod derinde og fortalte og lyttede. Vi stod derinde og fortalte og lyttede. Vi stod derinde og fortalte og lyttede. Vi stod derinde og fortalte og lyttede. Vi stod derinde og fortalte og lyttede. Vi stod derinde og fortalte og lyttede. Vi stod derinde og fortalte og lytted