Det var kun fornemmelsen af ild, af vand, af lys, af måne, af din krops nære funktioner, larmen (der altid var stille). Om landskabet stejler a white hunter, nearly crazy weiter, weiter fak! Fuglene hænger bag himlens flommefede cardigan. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Break my bones, sagde du, mit inderste er hvidt ligesom det meste af dit øje. Farverne. I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort. Mørket og lyset er hver deres sprog_ go with the flow!

Så var der en, der sejlede i solnedgangens ensomhed. Land. Meningsfulde dage med noter, betragtninger. Vi, de mindste detaljer. Bagefter tronede ulæste bøger sig op. Det ,der hænger. Stod imod, men skrev: intet. Det generte i skriften.

Du, dine øjne. Oppe på bakken. Alene? Landskab? Det var dine læber. Ikke var muligt at komme derind. Ikke glemme floderne i ørerne. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt.

Jeg havde endnu ikke mødt dig. Trak jeg dig med til de yderste bjerge? Jeg ved ikke, hvor vi forsvandt hen.

Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten. Du, du. Ring til mig uden grund. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber.

På en rude. I billederne fulgte jeg andres lysende fremtid. Et genert rum, et intimt rum.

Når du siger mit navn, svarer min krop. Ikke glemme floderne i ørerne. På en rude. I billederne fulgte jeg andres lysende fremtid. Jeg tror, du havde glemt den der. Du må ikke forsvinde. For hvert lag af betydning i klipperne. I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille.

At lytte gav ikke længere mening. Jeg kunne mærke den skrøbelige sandhed. Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid. Et bart stykke at gumle på, sådan er poesien i de mindste detaljer.

Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Jeg kyssede en vinters nattemørke. Jeg har skrevet et kort til dig. Dette hurtige blik imod vandet. Var det skovene du kom fra?

Solstorm.

Nu er der en uro i kroppen.

Vi stod derinde og fortalte og lyttede.

På en mur.

Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Jeg sejlede henover havet, henover himlen. Dette hurtige blik imod vandet. Som at sidde i dine øjne og bare lytte til alting.

Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre. Det var før du kunne forsvinde. Skovene trak helt ud til ørknen som trak videre i jorden som trak i øjnene som en let klarhed.

Du rækker dine øjne mod de kommende kyster. Jeg elsker at se dig. Du siger noget om solen. Når jeg ikke ser dig ser jeg dig ikke. Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden. Jeg kunne mærke dit hjerte slå mod min pik. Jeg kunne mærke dit hjerte slå mod min pik. Jeg kunne mærke dit hjerte slå mod min pik. Jeg kunne mærke dit hjerte slå mod min pik. Vi har de samme øjne. Vi har de samme øjne. Vi har de samme øjne.

Sætninger. Jeg tegnede din hud på alting. Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag. Pludselig en dag faldt der giraffer ud af dine øjne. Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. Vi sad alene i natten. Og vi vågnede.

Du må ikke. Mørket kaldte vi bare for mørket. Der var intet som skulle glemmes. Var det markerne du kom fra? Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud.

Du kan være i dette landskab. Var disse linjer virkeligt virkelige? Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven. Du kan være i dette landskab.

Du kan være i dette landskab. Du kan være i dette landskab. Du kan være i dette landskab. Du kan være i dette landskab. Du kan være i dette landskab. Du kan være i dette landskab. Du kan være i dette landskab. Du kan være i dette landskab.

Du kan være i dette landskab.

Har vi forskellige øjne?

Skyggen fulgte lysene og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i lyset. Under murbrokkerne. Og en anden nat:

Dette hurtige blik imod vandet. Mørket fulgte mig blødt, og jeg trak på det sprog, som tøvede ved det yderste landskab. Intet bag alting. Jeg sejlede henover havet, henover himlen. Så trak natten sig hurtigt ind på vores øjne.