Gennem hullet i muren. Og en anden nat: Nu sejler jeg på nætternes tæppe af mørkt.

Der er en, der forkæler mit mørke i den lysende fremtid (brb).

I natten trækker vi vejret igennem hinandens beskeder, lol, lol (lol no more). Jeg sejlede i det pulserende, i de flydende drømme af sol. Silicium.

Så så jeg den tredje nat i iBookens dvælende øje.

Jeg har ikke plads til de fine hår i min hud længere.

Hvad tæller du til? Skriv mig ind i dine læber. Dine diamanter lyser i min mund.

Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene. Min ene pen er rød og den anden sort.

Jeg skrev intet ned i den periode.

I et andet efterår ville jeg være flov ved sampling. Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. I et andet efterår ville jeg være flov ved sampling. I et andet efterår ville jeg være flov ved sampling. I et andet efterår ville jeg være flov ved sampling. I et andet efterår ville jeg være flov ved sampling. I et andet efterår ville jeg være flov ved sampling. I et andet efterår ville jeg være flov ved sampling. Jeg kunne mærke den skrøbelige sandhed.

Det dybeste af alt er huden?

Hvem var det, der skrev: Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser. Bordet vipper. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne.

Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag.

Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt.

Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Så var der en, der sejlede i solnedgangens ensomhed.

Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Skyen skjulte noget for fuglene.

Ensomheden i linjernes fald.

Landet smuldrer, smuldrer. Men mit sprog er et landskab. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om byer, om byen, byernes udvikling, forvandling og savn.

Jeg fandt en linje et sted under min reol. Bagefter sad jeg i timer og læste. Uforståelige sætninger at klæde sig i. I hver dag gled rester af betydning med mig videre.

Var disse linjer virkeligt virkelige? Lysene lyste. Var disse linjer virkeligt virkelige? Var disse linjer virkeligt virkelige?

Var disse linjer virkeligt virkelige?

Var disse linjer virkeligt virkelige?

Var disse linjer virkeligt virkelige? Var disse linjer virkeligt virkelige? Var disse linjer virkeligt virkelige? Var disse linjer virkeligt virkelige?

De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe. Altid er det dette langsomme blik. Stille?

Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Sådan noget.

Vi har øjne. Hvad skal vi stille op med den blide himmel? Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

For hvert lag af betydning i klipperne. Regnvejrsmeteor. Sætningen løb videre igennem kæben. Intet, jeg modtog intet. Var det alligevel koderne, systemerne? Det? Dine sætninger.

Det var efter træerne, endda efter mine fingres bevægelse igennem lys, igennem hud, igennem landskab efter landskab.

Intet, jeg modtog intet. Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik. Intet, jeg modtog intet.

Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken.

Det dybeste af alt er huden?

Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede.

Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Vi tænkte på ord, der blev ved med at hænge øverst i kampagnerne. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.