Det var ikke skovene jeg kom fra. Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse. Som nu i morges:

Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik. Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene. Et genert rum, et intimt rum. Og vi vågnede.

Du. Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet. At forvandle dette rum til et andet. Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm. Du rækker dine øjne mod de kommende kyster. Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser. Du siger noget om solen.

Jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Mørket kaldte vi bare for mørket. De vigtigste. Giver det mening? På et stort stykke hvidt papir.

Ilden. Sandet. Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren. Når du siger mit navn, svarer min krop. Sætningerne er et hav. Luften og jordens sange. Det er bare.

Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. Det generte i skriften.

Jeg lå og lyttede til dit hjerte. De lyser i skyggerne, lyser mens en væske siver, siver i det mørkeste. Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter.

Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.

Taster en sætning i mørket, i lyset. Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan.

Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne. Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden. Vi er en samtale bag øjnene.

Omkring de tøvende stjerner, tingene. Giver det mening? Du siger mit navn. Der var noget som. Er du på den anden side? Regnen, vinden imellem dine læber. Glemmes? Ved den kyst, havets langsommelighed. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel?

Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel?

Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Hvad skal vi stille op med

I den periode: udsigten, stilheden.

Jeg skrev i mine tanker, fulgte skyernes bevægelse med vinden.

Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan. Et sted, forsigtigt. Jeg hviskede ind i din drøm. Tagene holdt en rynket hånd ud under himlen, som blev ved med at danse i huden, i øjnene, i sætningens søvn.

Gennem hullet i hegnet. Jeg var nøgen i de dage. Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene. Jeg tror, du havde glemt den der. Du må ikke.

Jeg sad alene i solen. At en verden. Der er en som har vendt sin trøje omvendt. Jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Når jeg skrev dit navn i lyset, faldt en stråle fra månen ind af mit vindue. Som at sidde på en tunge og bare se derudaf.

Som at læse glemte aviser. Nordlysets sitren i din stemme. Og dén himmel; det var en sindssyg dag.

Mørket kaldte vi bare for mørket. Søge ly i den flod.

I bussen fulgte en samtale fraværet op. Sandet. Jeg ryster en tilfældig bog. I læberne i huden. At tale var blevet uoverskueligt. Om andre byer, andre verdener. En flamme slog op af min hals. Om andre byer, andre verdener.

Om andre byer, andre verdener. Om andre byer, andre verdener. Om andre byer, andre verdener.