Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. På en rude. Som en anden dag, hvor det ikke var muligt. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor. Her er dagen allerede langt foran mig. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting. Den afklarede himmel. Dagene. Ugerne. Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne.

Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. Var der virkelig ild et sted? Dagene. Ugerne. Vennerne. Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse. Mørket kaldte vi bare for mørket. Jeg spiste det tørre knækbrød og sesamfrøene. Sådan noget.