Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. På en rude. Som en anden dag, hvor det ikke var muligt. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor. Her er dagen allerede langt foran mig. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting. Den afklarede himmel. Dagene. Ugerne. Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne.