Du i mit vindue, i min vindueskarm. Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring. Jeg forsvinder ikke. Vi er det sarte, der taler fjernt med det stille. Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten. Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne. Vores land. Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser. De vigtigste. Hvad tæller du til? Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt.