Det handler om overfladen. Sætningerne er et hav. Som nu i morges: Altid er det dette langsomme blik. Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene.

Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm. Nede ved havet.

Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?). Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme.

Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen. Der hang en nice frugt og dinglede.

Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen. Om aftenen synes lyset at rykke tættere på min hud, og der er en lykke som flimrer foran mine øjne. De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud.

I bussen skrev jeg en sms til dig. Stod imod, men skrev: intet.

Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. I et jeg ved sampling. Lysene lyste.

Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber. Sletten forvandler sig til mørke og sten. I hver dag gled rester af betydning med mig videre.

Blå. Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne Noter. Beskrivelser. Det dybeste af alt er huden?

Blæste det virkeligt?

Ring til mig uden grund. Bagefter sad jeg i timer og læste.

Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Luften og jordens sange. Et genert rum, et intimt rum. Kan jeg skrive sådan? Der var noget der greb fat i øjnene, som lod dem fælde tåre til det lignede gråd.

Bøgerne varslede en kommende tid.

Senere i mørket fandt jeg diamanter i dine øjne. Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt.

Når du siger mit navn, svarer min krop. Du, du. Hver morgen vågner jeg op og tænker: wow! nogle smukke øjne. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. I læberne og i huden.

Jeg havde endnu ikke mødt dig.

Det dybeste af alt er huden.Det dybeste af alt er huden. Det dybeste af alt er huden. Jeg læste i aviser, i glemslen. Idealet, fnyser de slidte mure, er ikke nødvendigvis sammenhæng og pop. Mine ene fod væsker: gule øjne siver fra hælen.

Afsindighed. Udsalgsvarer. Skrid, svarede du. Sætningerne er det inderste af huden, fibre, muskler, blodsprængniger.

Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre. Sådan noget. I dine bøgers tomhed går sole op og sole ned: whatever: shine on you crazy diamond! Det var efter træerne, endda efter mine fingres bevægelse igennem lys, igennem hud, igennem landskab efter landskab.

Du må ikke forsvinde. Mens jeg læste dine sætninger skrev du videre ind i dig selv. Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. Luften og jordens sange. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.

Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.

Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Din kjole går op i øst og ned i vest. Bag træerne. Hvad tæller du til? Hvorfor stille sig i det meningsløse, i det langsomme?

Stod imod, men kunne mærke at tiden langsomt begyndte at smuldre. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel.