Jeg var i din krop, og du? Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag.Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag. Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag. Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag. Den afklarede himmel. De vigtigste. Sådan noget.

Jeg bladrer i en tilfældig bog. Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik.

Du trak de yderste bjerge. Et wack rum, et rum for stars. Bøgerne var de eneste. Fuglene hang på den blå, blå himmel. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste.

Det dybeste af alt er huden? Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken. Der var en flimren i skærmen, en stemme, der talte bag mørket.

Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund.

Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren.

I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil. Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Oppe på bakken. Jeg fandt en linje et sted under min reol. Gennem hullet i hegnet. Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge.

Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Jeg skriver fra din spidse næse mod en verden, der funkler og glimter. De matte hemmeligheder inde i træet.

For hvert lag af betydning i det strømmende sand. I horisonten lå en sort sky og skreg på de mindste detaljer. Udsigten var håbløs.

Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.

Ikke den flod. Sådan svarede du. Ved den smuldrende beton.

Under solen, dine øjne som blitzkrieg. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker. Du lyttede til mit heftige hjerte, hvert ord er en sol, der ikke kan brænde.

Jeg skrev på de tavse mure, ved de yderste kyster, ved de stille gader, de forsigtige veje.

Dine diamanter lyser i min mund.Dine diamanter lyser i min mund. Dine diamanter lyser i min mund. Dine diamanter lyser i min mund. Vi stod derinde og fortalte og lyttede. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod.

For hvert lag af betydning i stenene. Jeg fortalte om lyngen, lyngen der strakte sig som en hånd under himlen.

Var det skovene du kom fra? Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen.

Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre. Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop. På en rude. Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud.

Under den blå, blå himmel. Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg. Solstorm. Her er dagen allerede langt foran mig. Sådan svarede du.

Bordet vipper. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren.

Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene. Jeg er på den anden side af havet. Der hang figner henover udsigten. Dagene. Ugerne. Kalken.

Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Som en anden dag, hvor det ikke var muligt.