Bordet vipper. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Whatever; nat efter nat. Men noget blev i de tomme haller. Vi sad alene i natten. Linjerne under sætningen: Der var ild i træerne, der var ild i de forladte huse. Ordene, små toppe af skum. Senere i mørket fandt jeg diamanter i dine øjne. Solens sind. Den afklarede himmel. Ikke glemme floderne i ørerne. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

Det tøj der er på min krop hænger på min krop. Sætningerne er filtrede tråde. Når jeg lod fingrene løbe udover skyggerne, skreg et sår dybt fra knoglernes hvide. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. At tale var blevet uoverskueligt. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. Muren omkring ordene.

Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser. Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede?

Vi er det sarte, der taler fjernt med det stille. Dagene. Ugerne. Vennerne. Vi interesserede os for de mindste detaljer, sneglehusenes form, stenene hentet frem af jordens inderste. Derude i tomme haller.

Vi interesserede os for de mindste detaljer, sneglehusenes form, stenene hentet frem af jordens inderste. Vi interesserede os for de mindste detaljer, sneglehusenes form, stenene hentet frem af jordens inderste. Vi interesserede os for de mindste detaljer, sneglehusenes form, stenene hentet frem af jordens inderste. Vi interesserede os for de mindste detaljer, sneglehusenes form, stenene hentet frem af jordens inderste. Vi interesserede os for de mindste detaljer, sneglehusenes form, stenene hentet frem af jordens inderste.

Vi interesserede os for de mindste detaljer, sneglehusenes form, stenene hentet frem af jordens inderste.

Vi interesserede os for de mindste detaljer, sneglehusenes form, stenene hentet frem af jordens inderste.

Lyset afventer afgang. Sandet. De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud. Som en anden nat, hvor det ikke var muligt. Det dybeste af alt er huden? Mørket fulgte mig blødt, og jeg trak på det sprog, som tøvede ved det yderste landskab. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv. Diamanterne.

Jeg skrev mig vild i de dage. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv.

Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Glashænder.

Og vi tænkte på de mindste detaljer, på atomerne, molekylerne, på stoffernes reaktion med hinanden.

Der var noget som åbnede sig. Det tøj der er på min krop hænger på min krop. Brev i april.

Vi har hverken gardiner eller travlt.

Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste. Dansende, legende, lyttende. I hver dag gled dine hænder forsigtigt igennem mit hår. Og tænkte kun på dine landskaber, landskaber var anledning til sætningen. Glasdråbehænder. Som om der var nogen, der kastede en myte ind i skriften. Om andre lande, andre folk.

I den periode: udsigten, stilheden.

Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste.

Kan skriften være genert? Vi har travlt. Jeg læste landskabet som en hånd, hver ru overflade var en rest af det meningsfulde liv. millioner år gammelt glas i den mørkeste ørken. I hver dag gled dine hænder forsigtigt igennem mit hår.

Var det skovene du kom fra?

Stolen vipper. Afsindighed. Udsalgsvarer.

Jeg var i en feber, disse sætninger, sammenhængen, feberen.

Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Grå. Var det alligevel naturens sirlige system jeg elskede? Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Jeg bladrer i en tilfældig bog. Sætningerne er et hav. Idealet, fnyser de slidte mure, er ikke nødvendigvis sammenhæng og pop. Vores. Udsigten var håbløs. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod.

Min ene pen er rød og den anden sort. Den tredje er ude. Dit navn i skyggerne. Markerne, du? I den første nat kunne jeg ikke finde ro, kroppen der manglede ved min side, stilheden. Om overfladen. Vi, øjne? Jeg har skrevet et kort til dig. De fine hår, længere. Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Sandet i mine tanker. Og en anden dag: Du siger mit navn. Det ,der hænger.

Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter.

Du ville sige noget, du tav. Jeg så små rystelser. Stjernekontinent. Sad jeg? Sidst, i morges. Jeg har skrevet et kort til dig. Som at sidde i dine øjne og bare lytte til alting.

Jeg bladrer i en tilfældig bog. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. For hvert lag af betydning i stenene. Kan jeg skrive sådan? Farvede ordene milde. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Muren omkring ordene.