Min ene pen er rød og den anden sort. Den tredje er ude. Dit navn i skyggerne. Markerne, du? I den første nat kunne jeg ikke finde ro, kroppen der manglede ved min side, stilheden. Om overfladen. Vi, øjne? Jeg har skrevet et kort til dig. De fine hår, længere. Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Sandet i mine tanker. Og en anden dag: Du siger mit navn. Det ,der hænger.

Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter.

Du ville sige noget, du tav. Jeg så små rystelser. Stjernekontinent. Sad jeg? Sidst, i morges. Jeg har skrevet et kort til dig. Som at sidde i dine øjne og bare lytte til alting.

Jeg bladrer i en tilfældig bog. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. For hvert lag af betydning i stenene. Kan jeg skrive sådan? Farvede ordene milde. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Muren omkring ordene.

Det var før du kunne forsvinde. Når jeg skrev dit navn i lyset, faldt en stråle fra månen ind af mit vindue. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Det var dele af din virkelighed, der gled ind mellem mine læber. Dine sætninger. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Jeg sejlede ind mellem dine øjne og kyssede bjergenes matte ud gennem skygger. Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring. Afsavn. Udsagn.

Er du på den anden side af havet?

Stjernekontinent. Når jeg skrev dit navn i lyset, faldt en stråle fra månen ind af mit vindue. Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg. Skovene trak helt ud til ørknen som trak videre i jorden som trak i øjnene som en let klarhed. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog.

Vi er det sarte, der taler fjernt med det stille. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. Nordlyset tøver i vores stemmer. Skyggerne skyggede. Rød. Der var noget som åbnede sig. Det er bare. Skriv mig ind i dine læber.

På det tidspunkt slackede vi mens dagene gik ind mellem nætterne. I et andet efterår ville jeg være flov ved sampling. Farverne. Når jeg vågner og ser dig åbne dine øjne.

På et stort stykke hvidt papir. Et brev. Stolen jeg sad på knirkede i natten. Lyset samler sig indenfor og jeg kan mærke mit hjerte mod din hud. Når du siger mit navn, svarer min krop. Sammen lå vi og kortlagde tingenes orden. I hver nat gled rester af betydning med dig videre. Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? Der var noget, som var mat (var mat) imellem mine fingre. Kan jeg skrive sådan? Hvilken dag fulgte efter dagen? Det var ikke markerne jeg kom fra.

Det var ikke markerne jeg kom fra. Det var ikke markerne jeg kom fra.

Det var ikke markerne jeg kom fra. Det var ikke markerne jeg kom fra. Det var ikke markerne jeg kom fra. Det var ikke markerne jeg kom fra. Det var ikke markerne jeg kom fra. Det var ikke markerne jeg kom fra. Det var ikke markerne jeg kom fra. Det var ikke markerne jeg kom fra. Det var ikke markerne jeg kom fra. Det var ikke markerne jeg kom fra. Det var ikke markerne jeg kom fra. Det var ikke markerne jeg kom fra

Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme. Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme. Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme. Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme. Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme.

Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme. Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme.

Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme.

Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren.

Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren.

Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæ

I morgenen sidder jeg langsomt og læser om byer, om byen, byernes udvikling, forvandling og savn. Søge ly.

Dagene. Ugerne. Hvad? Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller. Den afklarede himmel. Bogen jeg læste gled langsomt længere væk i mine tanker. Så trak dagen langsomt på øjne. Et lyst væsen siver fra mine og øjne og synes talende. Du lod himlen hvile. Tvivlen, at stå på kanten af bjergene og betyde stilhed.

Sådan er det.

Er du på den anden side? Var det markerne? At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. I kælderen sad du i mørket og fulgte en sætning, jeg havde fortalt dig i dagen, bevæge sig udad og komme til syne i et mat stykke træ. Jeg, ikke dig.

Lå vi.