Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt.

Ved den tøvende kyst gik vi igennem bjerge af knivmuslinger og så ud mod havets langsommelighed. I hver nat gled rester af betydning med dig videre. Jeg kunne glemme det, der glemmes. Jeg kyssede en vinters nattemørke. Var det markerne du kom fra? Før var det roen, den fælles ro ved at vågne i nætter forrevne og stille. Hvilken dag fulgte efter dagen?