Og op gennem huden til knoglerne, fugtigt-fugtigt, og ud gennem knoglene til lyset falder sammen med marven. Ok, svarede du. Jeg var i en feber, disse sætninger, sammenhængen, feberen.

Under den grå, grå himmel. Du havde tabt en linje i min drøm. Før var det roen, den fælles ro ved at vågne i nætter forrevne og stille. Det var ikke skovene. De matte hemmeligheder inde i træet.

Jeg så små rystelser. Jeg elsker at se dig.

At forvandle dette rum. Ikke floderne i ørerne. Intimiteten, skriften.

Vi er en samtale bag øjnene. På et stort stykke hvidt. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. Sammen lå vi og kortlagde: Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? Sådan så mine drømme ud. Så trak dagen langsomt på øjne. Landet smuldrer, smuldrer.

Det handler om dybden, jeg graver mig ned i dybden af alt. Dine knogler suser også, og inde i dem er der et lyst væsen som bølger og bevæger sig. Om morgenen synes mørket at rykke tættere på min hud, og der er en ulykke som flimrer inde i mine øjne. Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld. Skovene trak helt ud til ørknen som trak videre i jorden som trak i øjnene som en let klarhed.