Og op gennem huden til knoglerne, fugtigt-fugtigt, og ud gennem knoglene til lyset falder sammen med marven. Ok, svarede du. Jeg var i en feber, disse sætninger, sammenhængen, feberen.

Under den grå, grå himmel. Du havde tabt en linje i min drøm. Før var det roen, den fælles ro ved at vågne i nætter forrevne og stille. Det var ikke skovene. De matte hemmeligheder inde i træet.