Og vi vågnede. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene.

Lysene lyste. Jeg skrev intet ned i den periode. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren.

Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene. Jeg læste dine linjer Idealet, fnyser de slidte mure, er ikke nødvendigvis sammenhæng og pop. Sådan svarede du. Sidst jeg var lykkelig var lige i morges.

Der var intet som skulle glemmes.

Sammen lå vi og kortlagde: At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket. I hver nat gled rester af betydning med dig videre.

De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe. Min ene pen er rød og den anden sort. Uforståelige sætninger at klæde sig i.

Du siger noget om solen. Skriv mig ind i dine læber.

Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop. Jeg vågner og ser dig, dine øjne. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Stolen jeg sad på knirkede i natten. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod.

Blå. Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. Sætningerne er et hav. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled.

Jeg bladrer i en tilfældig bog. Ring til mig uden grund.

Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Det tøj der er på min krop hænger på min krop. Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket.

I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? Hvad ville du med markerne, med det bløde landskab, kysterne og det lysende hav? Pludselig en dag faldt der giraffer ud af dine øjne. Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter.

Lå vi. Jeg læste i aviser, i glemslen. Nu skriver jeg igen på det stille. Ilden. Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan.

Den bekymrede tredje er helt ude af sig selv. Jeg skrev mig vild i de dage. På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. Indimellem sagde du nogle ord.

Jeg prøver at tale til dig igennem en lukket bog.