Regnen, vinden imellem dine læber. Det var ikke markerne jeg kom fra. Jeg har skrevet et kort til dig.

I det mørkeste, søvnen bag dagen. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Var det markerne du kom fra?

I billederne så jeg fjender og fugle og blanke papirer og regn. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Om andre byer, andre verdener.

Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Det er bare. Jeg læste glitrende blade.

Der var noget som gled med videre. Når du siger mit navn, svarer min krop. Stod imod, men skrev: intet. Kan jeg skrive sådan?

Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser. Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde.

Byen dovner lige himmelsk under himlens mørkt-mørkt. Jeg prøver at tegne dine mørke øjne i mine sætninger. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor. Da jeg vågnede, var jeg sikker:

Jeg gik ture alene, lyttede til andres kærlige samtaler. Stolen vipper. Når jeg skrev dit navn på min iPhone faldt mine tanker ud i deres egen vilde fest. I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud.

Under den blå, blå himmel. Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet. Hvis jeg ville have dit blik. Et genert, et intimt rum.

Det er vinden, der blæser toner gennem sivene.

Ikke den flod. Jeg tænker smukke øjne. Er du på den anden side af havet? Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber.

I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Hver morgen vågner jeg op og tænker: wow! nogle smukke øjne.

Det jeg kom fra.. Der var noget som. Alting bag alting. Jeg prøver at forstå dette tilfælde: Jeg forsvinder.Jeg forsvinder. Jeg forsvinder. Jeg forsvinder. Jeg forsvinder. Vores land. Vi i det glitrende.

Det der blæser. Det var ikke skovene.

Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket. Ikke var muligt at komme derud. Min ene pen er rød og den anden sort. Vi sad alene i natten. Jeg skrev mig vild i de dage. Stod imod, men skrev: intet. For hvert lag af betydning i stenene.

Søge ly i den flod. Når jeg ser dig. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Vi bliver verden.

Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik. Det giver mening.