Sandet, der slider mod kinderne, sætter sig omkring øjnene, slidet. Hvad ville du med markerne, med det bløde landskab, kysterne og det lysende hav? Stod imod, men kunne mærke at tiden langsomt begyndte at smuldre.Stod imod, men kunne mærke at tiden langsomt begyndte at smuldre. Stod imod, men kunne mærke at tiden langsomt begyndte at smuldre.

Jeg ser sten, jeg ser vand, jeg ser kødklumper sprælle i en lys-lys idyl. Jeg sejlede henover havet, henover himlen. I kælderen sad du i mørket og fulgte en sætning, jeg havde fortalt dig i dagen, bevæge sig udad og komme til syne i et mat stykke træ.

Jeg sejlede omkring på alt. På det tidspunkt var du stadig en del af bjergenes langsomme væsner af sort imod nattens fortvivlede skrøbelige stilhed. Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser. Jeg forsvinder ikke. Sammen lå vi og kortlagde tingenes orden.

Det handler om. Provinsen og gågadens sange.

Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne. Der er en som har vendt sin trøje omvendt. Det her er en leg. Sætningerne er et hav. Gennem hullet i min hjerne. Ordene, syrlige rifter af blod. Den sindssyge himmel.

Jeg læste dine linjer I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Som en anden dag, hvor det ikke var muligt. I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort. Du må forsvinde. Mine ene fod væsker: gule øjne siver fra hælen. Var det skovene?

Du trak mig med til de yderste bjerge. Sad jeg alene? Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. At tale var blevet uoverskueligt. Meningsfulde dage med noter, betragtninger.

Jeg skrev mig vild i de dage.

Et. Så så jeg den tredje nat i iBookens dvælende øje. De vigtigste. Dine diamanter lyser i min mund. Månens sind. Som en anden dag, hvor det ikke var muligt.

Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille. Når jeg vågner og ser dig åbne dine øjne.

Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld. Dine kodningen lyser i mit flow i mine nætter. Hver morgen slår månens sind en bro gennem kløfterne. I månelyset sitrer vi som noget, der ligner lidt træ, som ligner et mørke fra jordens yderste.

Savn. Jeg tror, du havde glemt den der. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Dine sætninger. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Jeg, den skrøbelige sandhed.

Nu er der en uro i kroppen.

Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne.

Rød. Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber. Månens sind.

At lytte gav ikke længere mening.