Du siger noget om månen. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? At vi aldrig for alvor, bliver en del af verden. Jeg har skrevet et kort til dig. Vi stod derinde og fortalte og lyttede.

Jeg ville gerne give dig mine. Ikke søge ly. Vidste du? Vi tænkte på sammensmeltninger, forvitringer, fordampninger. Jeg, jeg. Søge ly.

Trak jeg dig med til de yderste bjerge? Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge.

Jeg sejlede omkring på overfladen af alt.

Et genert rum, et intimt rum. Dine diamanter lyser i min mund. Derinde bag skoven. Dagen på vores øjne. I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud.

I billederne så jeg fjender og fugle og blanke papirer og regn.

Din krop? Landskab? Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger indeni alting.

Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene. I månelyset sitrer vi som noget, der ligner lidt træ, som ligner et mørke fra jordens yderste.

Dette hurtige blik imod vandet. Hvad tæller du til? Jeg sejlede henover havet, henover himlen. Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring.

Lysene lyste. Ikke glemme floderne i ørerne.