Jeg prøver at tegne dine sætninger. Vi stod derinde og fortalte og lyttede. Sandstorm. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg.
Dagsarkiv: 5. november 2016
Hav d 5.11.16 14:13:13 til 14:14:14
Det dybeste af alt er huden. Uforståelige sætninger at klæde sig i
Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Ordene, små toppe af skum. I den periode: udsigten, stilheden. Sammenhængene i dine læber, dine øjne og det sprøde landskab, at række helt derud.
Landskab d 5.11.16 14:11:18 til 14:12:57
Jeg sejlede ind mellem dine øjne og kyssede bjergenes matte ud gennem skygger. Da jeg vågnede, var jeg sikker:
I horisonten lyste dine øjne mod smartphonens lys. Det gør ikke noget. Under den grå, grå himmel. Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille.
Samtale d 5.11.16 14:09:47 til 14:10:42
Jeg er på den anden side. Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop. Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene. Vi har de samme øjne.
Du siger mit navn.
Landskab d 5.11.16 13:48:56 til 13:50:18
Da jeg vågnede, var jeg sikker: Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber. På en mur. Jeg stod og lyttede til skyerne på himlen, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?)
I horisonten lå en sort sky og skreg på de mindste detaljer.
Landskab d 5.11.16 13:47:46 til 13:48:19
Det handler om dine inderste tanker: alting buffer i mine sætninger. Altid er det dette langsomme blik. Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber.
De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde.
Hav d 5.11.16 13:09:15 til 13:11:20
Muren omkring ordene. Jeg har skrevet et kort til dig.
Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Stenene og træernes sange. Stenene og træernes sange. Rundt omkring stod bjerge af andres ord. Sandet.
Asfalt. Ubeslutsomhed.
Landskab d 5.11.16 13:06:55 til 13:08:39
Lyset i mine fjerne fingre: byen sluttede før den var begyndt. Det er aldrig det hurtige blik.
Sådan her sejlede mine nætter. Det gør ikke noget. millioner år gammelt glas i den lysende ørken. I natten poppede samtalerne op. De vigtigste. Var jeg?
Samtale d 5.11.16 13:06:07 til 13:07:03
Jeg hviskede ind i din drøm. Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge. Luften og jordens sange. Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven.
Din vejrtrækning og bløde bølgende bevægelser.
Hav d 5.11.16 13:04:43 til 13:06:20
Var det alligevel naturens sirlige system jeg elskede? Ordene, små toppe af skum. Provinsen og gågadens sange. Sætningerne er det inderste af huden, fibre, muskler, blodsprængniger. millioner år gammelt glas i den mørkeste ørken. Under den grå, grå himmel.