Sådan svarede du. Afsavn. Var det skovene du kom fra? Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt.

Og dén himmel; det var en sindssyg dag. Dagene. Ugerne. Vennerne. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod.

Om andre byer, andre verdener. Det var ikke markerne jeg kom fra. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden. Det dybeste af alt er huden?

Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.

Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene. Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste. Afsavn. Udsagn. Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede?

Bøgerne tegnede deres egen retning. Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det.

Det er aldrig det hurtige blik. Og en anden nat: I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud.

Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Om morgenen synes mørket at rykke tættere på min hud, og der er en ulykke som flimrer inde i mine øjne. Derinde bag skoven. Det er noget med steder, som er fyldt med ting, som skal ske.

Som at sidde på en tunge og bare se derudaf. Tågen i skov

Vi stod derinde og fortalte og lyttede. Ring til mig uden grund.

Trak du de yderste bjerge? Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene.

Bussen skrev til dig. Dine sætninger. Jeg har ikke plads til de fine hår i min hud længere. Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer.

Vores land.

Vidste du det? Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Det tøj der er på min krop hænger på min krop. Jeg tror, du havde glemt den der.

Jeg havde endnu ikke mødt dig.

Nu er der en uro i kroppen. Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet.

Hvad skal vi stille op med den blide himmel? Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen. Sådan svarede du. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter.

Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. For hvert lag af betydning i stenene. Jeg fandt en linje et sted under min reol. Vi er det sarte, de stille. Det generte i skriften.

Sætningerne er. Vi er en samtale bag øjnene. Du foldede dig ind i mine ord. Som at lade tungen føle, slynge, smage. Regnen, vinden imellem dine læber.

At forvandle dette rum. Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren. Vi tænkte på gamle forsteninger, hudløse tanker om stilheden.

På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant.

Fuglene hang på den blå, blå himmel.

Ikke søge ly.

Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede.

Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. Tagene holdt en rynket hånd ud under himlen, som blev ved med at danse i huden, i øjnene, i sætningens søvn. I bussen skrev jeg en sms til dig. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Bordet vipper. Blå.

d. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker.

Ikke den flod. Ikke den flod.

Ikke den flod. Ikke den flod. Ikke den flod.

Ikke den flod. Ikke den flod. Ikke den flod. Ikke den flod. Ikke den flod.

Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene. Som nu i morges: I bussen skrev jeg en sms til dig. Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. Stod imod, men skrev: intet. Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten. Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet.

Rifterne. Ikke var muligt at komme derud.