Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene. Som nu i morges: I bussen skrev jeg en sms til dig. Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. Stod imod, men skrev: intet. Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten. Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet.

Rifterne. Ikke var muligt at komme derud.

Den bekymrede tredje er helt ude af sig selv. På det tidspunkt var du stadig en del af bjergenes langsomme væsner af sort imod nattens fortvivlede skrøbelige stilhed. Bøgerne tegnede deres egen retning. Kan jeg skrive? Når du siger mit navn, svarer min krop.

Jeg har skrevet et kort til dig. Det ,der hænger. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Sådan svarede du.