Vi sad alene i natten. Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?).

Du kan være. Grå. Og dén himmel; det var en sindssyg dag. Det er wack! Jeg, du, den. Og vi, melankolske sovende, snakkende (chat, chat), vågnende, falder i kryds. Og dén himmel; det var en sindssyg dag.

Og dén himmel; det var en sindssyg dag. Og dén himmel; det var en sindssyg dag. Og dén himmel; det var en sindssyg dag.

Og dén himmel; det var en sindssyg dag. Og dén himmel; det var en sindssyg dag. Og dén himmel; det var en sindssyg dag. Og dén himmel; det var en sindssyg dag. Og dén himmel; det var en sindssyg dag. Og dén himmel; det var en sindssyg dag.

Og dén himmel; det var en sindssyg dag. Og dén hi

Sådan noget. Under den blå, blå himmel. Dette langsomme blik imod stenene. Af alt det lysende, reflekterende, matte.

Alting ligger bag alting.

Har vi øjne? Jeg er på den anden side af havet. Jeg tror, du havde glemt den der. Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet. Jeg tror, du havde glemt den der. Jeg tror, du havde glemt den der. Jeg tror, du havde glemt den der. Jeg tror, du havde glemt den der. Jeg tror, du havde glemt den der.

Jeg tror, du havde glemt den der. Jeg tror, du havde glemt den der.

Jeg tror, du havde glemt den der. Jeg tror, du havde glemt den der. Jeg tror, du havde glemt den der. Jeg tror, du havde glemt den der. Jeg tror, du havde glemt den der. Jeg tror, du h