Ok, svarede du. Det dybeste af alt er sætningernes spredte betydning. Jeg skrev intet ned i den periode. Når en stråle af sol faldt på min hud, sagde du, det var et digt, der lå der som en stilhed, som et tegn. Kan jeg smile i dine sætninger? Det dybeste af alt er huden?

Var det bare regnen? I bussen skrev jeg en sms til dig.
 
Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren. Jeg skriver dagen igang, stille. Sandet. At lytte gav ikke længere mening.

Var mine ord en stadig søgen mod det forkrampede. Dansende, legende, lyttende.
 
Mine linjer kommer igen. Farvede ordene milde. Stod imod, men kunne mærke at tiden langsomt begyndte at smuldre. Idealet, sagde den gamle hund, er en mumlende idiot ved daggry.

Jeg skrev på de tavse mure, ved de yderste kyster, ved de stille gader, de forsigtige veje.
 
Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Kan jeg skrive sådan? Mine linjer kommer igen. Jeg fandt en linje et sted under min reol. Det tågede, ikke helt at kunne se vejen, se stien.

Sætningens ubeslutsomhed: De blå blink bekymrede mig ikke længere. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Byen. Oplæsning for intetheden. Kan jeg skrive sådan?
 
Afsindighed. Udsalgsvarer. Ilden. Uforståelige sætninger at klæde sig i.

Hvor vil det ødelagte sprog hen? Mens jeg læste dine sætninger skrev du videre ind i dig selv. Verden og dens lytten til sig selv. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Hvirvlende, stirrende, syngende.
 
Kaffen, jeg drikker, smager som det inderste af mine sokker.

Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. Bagefter tronede ulæste bøger sig op. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Diamantafkast. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Var der virkelig ild et sted? Søg ikke Gud i mine sætninger: Vi er et kollektiv. At tale var blevet uoverskueligt. På altanen, denne strøm af nye ord, nye sætninger: Du funkler et sted i mine sider. Jeg skrev sms’er i halvmørket, vejen groede langsomt ud af havet og skyerne.

Om andre byer, andre verdener. Sandøjne.
 
Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Det dybeste af alt er huden?

Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. Jeg prøver at tale til dig igennem en lukket bog.Jeg prøver at tale til dig igennem en lukket bog. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde.