Hav d 5.04.18 12:47:32 til 12:48:35

Jeg skrev på de tavse mure, ved de yderste kyster, ved de stille gader, de forsigtige veje.
 
Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Kan jeg skrive sådan? Mine linjer kommer igen. Jeg fandt en linje et sted under min reol. Det tågede, ikke helt at kunne se vejen, se stien.

Hav d 5.04.18 12:14:57 til 12:17:38

Hvor vil det ødelagte sprog hen? Mens jeg læste dine sætninger skrev du videre ind i dig selv. Verden og dens lytten til sig selv. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Hvirvlende, stirrende, syngende.
 
Kaffen, jeg drikker, smager som det inderste af mine sokker.

Hav d 5.04.18 12:13:24 til 12:14:46

Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. Bagefter tronede ulæste bøger sig op. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Diamantafkast. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Hav d 5.04.18 12:12:11 til 12:13:10

Var der virkelig ild et sted? Søg ikke Gud i mine sætninger: Vi er et kollektiv. At tale var blevet uoverskueligt. På altanen, denne strøm af nye ord, nye sætninger: Du funkler et sted i mine sider. Jeg skrev sms’er i halvmørket, vejen groede langsomt ud af havet og skyerne.