Ok, svarede du. Det dybeste af alt er sætningernes spredte betydning. Jeg skrev intet ned i den periode. Når en stråle af sol faldt på min hud, sagde du, det var et digt, der lå der som en stilhed, som et tegn. Kan jeg smile i dine sætninger? Det dybeste af alt er huden?

Var det bare regnen? I bussen skrev jeg en sms til dig.
 
Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren. Jeg skriver dagen igang, stille. Sandet. At lytte gav ikke længere mening.