I den første nat så jeg kun det matte mørke. Hvis du bare talte med stilheden, men intet, du sagde intet. Vi tænkte på ord, der blev ved med at hænge øverst i kampagnerne. Vi tænkte på ord, der blev ved med at hænge øverst i kampagnerne. Kan jeg skrive sådan?

Sådan svarede du. Jeg skriver i natten, i den fugtige alvor. At tale var blevet uoverskueligt.
 
Muren omkring ordene. På broen over søerne sad jeg og så mågerne, duerne, svanerne danse i vinden. I en linje faldt tagenes skygger sammen om øjnene og knuste denne forsigtige sammenhæng.

Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. I bussen var der en, der gik ud af sig selv. Farvede lidt sort i din ørken. Når du ringer, hører jeg det ikke.
 
Når du ringer, hører jeg det ikke.

For hvert lag af betydning i stenene. Hvad vil disse knuste sætninger? Du skrev et sår i min fremtid.
 
Du lyttede til mit heftige hjerte, hvert ord er en sol, der ikke kan brænde. Stod imod, men kunne mærke at tiden langsomt begyndte at smuldre.

Glasdråbehænder. Kan skriften være genert? Brændte det friske løv virkeligt? Solstorm.
 
Var sætningerne et skred af betydning? De bløde bakker udenfor byen. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Bøgerne var de eneste. Sms i den lysende sommer.

Stjernekontinent. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. Rummet omkring mine tanker, som fluen omkring denne lyttende lampe. Sætningerne er et hav. Bagefter sad jeg i timer og læste. Sandet.
 
Jeg skriver fra din spidse næse mod en verden, der funkler og glimter.

Farvede ordene milde.
 
Ordene, syrlige rifter af blod. Skovene. Vi interesserede os for de mindste detaljer, sneglehusenes form, stenene hentet frem af jordens inderste. Farvede lidt sort i din ørken.
 
Og tænkte kun på den gennemgribende stilhed, kedsomheden i den første linje.

Men mit sprog er et landskab. Jeg prøver at tale til dig igennem en lukket bog.
 
Ok, svarede du. Det dybeste af alt er sætningernes spredte betydning. At samle sig i sproget, græsplænens måde at være græs på. Når du ringer, hører jeg det ikke.

Sætningens ubeslutsomhed: De blå blink bekymrede mig ikke længere.
 
Kaffen står kold i det kolde vindue, jeg drikker den ikke, den er kold. I den første nat så jeg kun det matte mørke. Du skrev ikke længere. Vi tænkte på politiske sætninger, ikke at være med i det fælles, i beslutningerne.

Ordene, syrlige rifter af blod. Men mit sprog er ikke fjendtligt.Men mit sprog er ikke fjendtligt. Men mit sprog er ikke fjendtligt. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Bagefter udfyldte jeg stilheden med dine ord, der nu var mine.