At tale var blevet uoverskueligt. Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Bagefter udfyldte jeg stilheden med dine ord, der nu var mine. Århus Midtby, var jeg virkelig derinde alene. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant.

En linje samlede udsigten op: en ægyptisk kvinde lukkede sin værdige hånd om en lysende fremtid. Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg.
 
Som om der var nogen, der kastede en myte ind i skriften.