Uforståelige sætninger. Du i mit vindue, i min vindueskarm. Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag. Det kunne forsvinde. Når jeg vågner og ser dig åbne dine øjne. Det er bare.
 
Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag. Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet.

Du ville sige noget, du tav. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme.
 
Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig. Og vi vågnede.

Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om ensomhed, den grå tone af alvor i dine nye øjne. Muren omkring ordene. Mens jeg læste dine sætninger skrev du videre ind i dig selv.

Der var intet som skulle glemmes. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Nu er der en uro i kroppen.
 
Jeg tror, du havde glemt den der. Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt.

Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm. På det tidspunkt var du stadig en del af bjergenes langsomme væsner af sort imod nattens fortvivlede skrøbelige stilhed. Et hav. Jeg kunne mærke dit hjerte. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores linje.

Ord. Ikke den flod. På altanen faldt vi pludselig ind i en sætning: ”hvem, hvis jeg skrev, ville lytte blandt menneskets torden?” At sværme i den flydende luft som en klingende sætning som klynger en krop ud af sig selv og synes nøgen.
 
Rundt omkring stod bjerge af andres ord.

Om andre lande, andre folk. Meningsfulde dage med noter, betragtninger. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme.
 
Sådan så mine drømme ud. Men mit sprog er et landskab. De yderste kyster, en grøn sten. Stille? Der var noget som gled med videre.

Om andre universer, andre stjernesavn. En linje samlede udsigten op: en ægyptisk kvinde lukkede sin værdige hånd om en lysende fremtid. Stod imod, men kunne mærke at tiden langsomt begyndte at smuldre. Vi tænkte på politiske sætninger, ikke at være med i det fælles, i beslutningerne.

Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet.
 
Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. Det dybeste af alt er huden? Vågnede. Et genert rum, et intimt rum. Stille?
 
Vi tænkte på uddøde arter som svaneøgler, havvaraner, hvaløgler.

Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. Mens jeg læste dine sætninger skrev du videre ind i dig selv.
 
Noter. Beskrivelser. Sms i den lysende sommer. Ok, svarede du. Sætningerne er et hav. Og tænkte kun på den gennemgribende stilhed, kedsomheden i den første linje.