Du ville sige noget, du tav. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme.
 
Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig. Og vi vågnede.

Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om ensomhed, den grå tone af alvor i dine nye øjne. Muren omkring ordene. Mens jeg læste dine sætninger skrev du videre ind i dig selv.

Der var intet som skulle glemmes. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Nu er der en uro i kroppen.
 
Jeg tror, du havde glemt den der. Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt.

Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm. På det tidspunkt var du stadig en del af bjergenes langsomme væsner af sort imod nattens fortvivlede skrøbelige stilhed. Et hav. Jeg kunne mærke dit hjerte. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores linje.

Ord. Ikke den flod. På altanen faldt vi pludselig ind i en sætning: ”hvem, hvis jeg skrev, ville lytte blandt menneskets torden?” At sværme i den flydende luft som en klingende sætning som klynger en krop ud af sig selv og synes nøgen.
 
Rundt omkring stod bjerge af andres ord.