Det gør ikke noget.

Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne. Jeg læste dine linjer. Dagene. Ugerne. Dagene. Ugerne. Der var noget som åbnede sig.

For hvert lag af betydning i stenene.

Udsigten var håbløs.

Så var der en, der lyttede til skovene. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting. Jeg læste dine linjer. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Hvor vil det ødelagte sprog hen?

På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. Hvor vil det ødelagte sprog hen?

Ikke søge ly. Jeg ved ikke, hvor vi forsvandt hen. Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede?

Den bekymrede tredje er helt ude af sig selv. Intimiteten i skriften. Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge. Jeg skrev intet ned i den periode. Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber.

Men mit sprog er ikke fjendtligt.

Det er bare. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker. At en verden. Om andre byer, andre verdener.

I bussen skrev jeg en sms til dig. Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. Jeg havde endnu ikke mødt dig. Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren.

Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger.

Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Glashænder. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. Jeg har skrevet et kort til dig. Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet. Blæste det virkeligt? Hvad tæller du til? Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå.

Kaffen, jeg drikker, smager som det inderste af mine sokker.

Nu skriver jeg igen på en søjle af digte.

Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Sad jeg? I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. I hver dag gled rester af betydning med mig videre.

Sådan svarede du. Grå. Sætningens ubeslutsomhed: De blå blink bekymrede mig ikke længere. Humøret blandt flowdiagrammer af mørke, af lys. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Ikke var muligt at komme derind. Sætningerne er et hav. Farvede ordene milde.

Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Var disse linjer virkeligt virkelige?

Jeg kunne mærke den skrøbelige sandhed.

Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Jeg tænker smukke øjne. I læberne og i huden. Du må ikke forsvinde. Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. I læberne og i huden.

I læberne og i huden.

I læberne og i huden. I læberne og i huden. I læberne og i huden. I læberne og i huden. I læberne og i huden. I læberne og i huden. I læberne og i huden. I læberne og i huden. I læberne og i huden. I læberne og i huden.

I læberne og i huden. I læberne og i huden. I læberne og i huden. I læberne og i huden.

I læberne og i huden. I læberne og i huden. I læberne og i huden. I læberne og i

Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene. Jeg tror, du havde glemt den der. Du, du. Sådan svarede du. Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes. Det handler om overfladen. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. I hver dag gled rester af betydning med mig videre.

Sådan. Blæste det virkeligt? Indimellem nogle ord. Alting ligger bag alting. De yderste kyster, en grøn sten. Sammen lå vi og kortlagde: Bøgerne hvilede omkring kaffen. Vi var stadigvæk stirende i de mindste detaljer. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Bøgerne hvilede omkring kaffen. Før var det roen, den fælles ro ved at vågne i nætter forrevne og stille. Bøgerne hvilede omkring kaffen. Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge.

Bøgerne hvilede omkring kaffen.