Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel?

Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber. Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven. Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket.

Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig.

Jeg tegnede din hud på alting. Der var intet som skulle glemmes. Det var før du kunne forsvinde. Vores. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Jeg prøver dette tilfælde. Og vi. Jeg kunne mærke den skrøbelige sandhed.

Dine læber, dine læber, dine læber. Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag.

Du må ikke forsvinde. Om overfladen.

Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. I billederne fulgte jeg andres lysende fremtid. Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? Bagefter tronede ulæste bøger sig op. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om byer, om byen, byernes udvikling, forvandling og savn. Luften og jordens sange. Sætningens ubeslutsomhed: De blå blink bekymrede mig ikke længere. Afsavn. Udsagn. Der var noget som åbnede sig. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen.